Tyskerne tvang Ruth og 1100 andre nordjyder fra hus og hjem

Under besættelsen tvangsflyttede tyskerne et stort antal beboere fra lufthavnsområdet ved Aalborg og rev deres huse ned. Beboerne måtte væk, fordi besættelsesmagten udbyggede den strategisk vigtige lufthavn.

Af Torben Haugaard Jensen

Ruth Christensen og hendes familie satte skabe foran soveværelsesvinduerne. Så blev ruderne ikke blæst ind, når bomberne faldt. Englænderne bombede ofte Aalborg Lufthavn, som lå lige op ad familiens gård. Alene i løbet af de første fire måneder af besættelsen angreb Royal Air Force lufthavnen 15 gange.

Når luftalarmen gik, frygtede Ruth Christensen og familien derfor altid at blive ramt. Det skete typisk om natten. Bombardementerne aftog dog, efter tyskerne skød 11 engelske fly ned i august 1940.

I 1943 bad tyskerne familien Christensen om at flytte. Besættelsesmagten havde brug for deres gård, ”Ludvigslyst”, til militære formål. Ruth Christensens far, Natanael Møller Christensen, nægtede dog at forlade gården.

”Det var mærkeligt at gå rundt i huset, for der var ingenting. Alt var flyttet. Vi havde jo købt en ny gård ved Aabybro. Vi havde knap nok en seng at sove i til sidst. Men min far ville ikke flytte. Han ville jages ud,” fortæller den i dag 93-årige Ruth Christensen.

Lufthavnen var strategisk vigtig for tyskerne

Ruth Christensen og hendes familie var ikke de eneste, som blev tvangsflyttet fra lufthavnsområdet under besættelsen. I alt overtog tyskerne cirka 280 huse og ejendomme. Hovedparten blev revet ned, og omkring 1100 mennesker blev bedt om at flytte.

Nogle familier måtte flytte med få dages varsel. Andre forlod frivilligt deres huse i kølvandet på de engelske bombeangreb, eller fordi tyskerne opstillede luftværnskanoner i deres haver.

Aalborg Lufthavn var en af de afgørende grunde til, at tyskerne besatte Danmark i april 1940. Det forklarer historikeren Jens Andersen, som er museumsinspektør ved Museum Thy og har forsket i tyske beslaglæggelser i Danmark under besættelsen.

”Tyskerne ønskede egentlig kun at besætte Norge for at sikre forsyningen af jernmalm, som kom via Nordnorge. Men for at komme til Norge havde de brug for en flyveplads i Danmark til mellemlandinger, for deres fly havde en forholdsvis kort rækkevidde. Det blev Aalborg Lufthavn, som var relativt ny og stor,” fortæller Jens Andersen.

Kort efter besættelsen begyndte tyskerne at omdanne den civile lufthavn til en militærlufthavn, som de kunne anvende til angreb på England og britiske skibe i Nordsøen. Den danske regering protesterede, men kunne ikke forhindre byggeriet.

Regeringen ønskede ikke, at besættelsesmagten satte tyske arbejdere til at udføre arbejdet. Statsminister Stauning opfordrede derfor danske entreprenørfirmaer til at påtage sig opgaven. På den måde skabte man beskæftigelse til danskerne og undgik en eventuel nazistisk påvirkning fra tyske arbejderes side.

Op mod 16.000 danske arbejdere var med til at opføre militærlufthavnen Fliegerhorst Aalborg West, som stod klar i løbet af blot tre måneder.

Lufthavnen dækkede de daværende landområder Ny Lindholm, landsbyen Vadum, engene sydvest for Vadum og sydøst for Vejlen samt markarealer, der tilhørte herregården Rødslet. Den fredede herregård blev ligesom de fleste andre ejendomme jævnet med jorden af den tyske værnemagt.

Tyskerne overtog huse og ejendomme på lufthavnsområdet i to store runder. Første runde kom kort efter den 9. april 1940. I 1943 fulgte anden runde. Da var turen kommet til området nordvest for den oprindelige lufthavn, hvor familien Christensens gård lå.

Fik penge til nye boliger

Ruth Christensens familie og de øvrige tvangsflyttede beboere fik erstatning for deres tab. Den danske stat aftalte med tyskerne, at besættelsesmagten i princippet lejede beboernes ejendomme. Beboerne fik imidlertid deres ejendommes fulde værdi udbetalt, da de flyttede. Det gav dem mulighed for at købe en bolig et andet sted. 

Lejeaftalerne betød, at beboerne og ikke staten stod som udlejer til tyskerne. Det var vigtigt for de danske myndigheder, som ønskede at vise, at Danmark på trods af besættelsen var et suverænt land og en neutral stat. Lejede staten ejendomme ud til tyskerne, ville det ikke se godt ud, forklarer Jens Andersen.

”Det kunne komme i konflikt med påstanden om, at Danmark var neutralt. En ting var, at tyskerne overtog dansk ejendom. Noget andet var ligefrem at leje ud til tyskerne. Generelt var det dog ikke problematisk, at almindelige danskere lejede huse ud til tyskerne, for eksempel til indkvartering. Medmindre de danske myndigheder fandt lejen for høj,” siger Jens Andersen.

Lejeaftalerne mellem de tvangsflyttede beboere og tyskerne indeholdt imidlertid en klausul om, at den danske stat overtog skødet på ejendommene efter fem år. Det forklarer Peter Birkelund, som er tidligere arkivar ved Rigsarkivet og har forsket i tyske beslaglæggelser af dansk ejendom under besættelsen.  

”Skødeklausulerne var en måde, hvorpå man lod ejerne beholde husene, mod at skøderne senest den 1. april 1945, en tilfældigt valgt dato, overgik til den danske stat. Grundejerne ejede altså formelt husene, men i virkeligheden fik de husenes værdi udbetalt på én gang og kunne købe gårde et andet sted,” siger Peter Birkelund.

Reelt var der tale om en form for ekspropriation fra den danske stats side, mener Jens Andersen.

”Lejen, som beboerne fik udbetalt, blev trukket direkte fra værnemagtens konto i Danmarks Nationalbank. Det kunne staten ikke gøre så meget ved,” forklarer Jens Andersen.

Modstand var nyttesløs

De danske myndigheder havde formelt stadig magten i Danmark under besættelsen. Reelt havde de dog begrænset indflydelse på, hvad tyskerne foretog sig rundt omkring i landet. Besættelsesmagten kunne derfor flytte folk mod deres vilje og overtage deres ejendomme, hvis det var i tysk interesse.

Nogle af tvangsflytningerne gik stærkt, fordi tyskerne havde travlt med at færdiggøre lufthavnen. Flere familier måtte derfor forlade deres ejendomme med få dages varsel. Modstand var nyttesløs, forklarer Peter Birkelund.

”Danmark var besat. Hverken myndighederne eller befolkningen kunne stille noget op. Det, tyskerne ville have, det fik de. Besluttede de sig for at anlægge en lufthavn, så gjorde de det,” fortæller Peter Birkelund.

Ruth Christensen mener dog, at hendes far forsøgte at gøre modstand, da han modsatte sig at forlade familiens gård.

”Det var ren trods. Han ville vise, at de ikke bare kunne komme og sige, at vi skulle flytte. Til sidst måtte han selvfølgelig give op, og så flyttede vi,” forklarer Ruth Christensen.

Et ubeskrevet kapitel i historien

De nordjyske lokalarkiver i Vadum og Nørresundby er rige på kildemateriale om tvangsflytningerne ved Aalborg Lufthavn. Hændelserne spiller dog en begrænset rolle i historieskrivningen på nationalt niveau, forklarer Peter Birkelund.   

”Der er skrevet om udbygningen af Beldringe Lufthavn på Fyn og tyske beslaglæggelser i Sønderjylland. Tyskernes besættelse af Aalborg Lufthavn er også velbeskrevet. Men der er stort set intet skrevet om beslaglæggelserne af ejendommene ved lufthavnen. Det undrer mig, for det er et voldsomt indgreb at tvinge så mange folk fra hus og hjem,” fortæller Peter Birkelund.

Jens Andersen mener, at tvangsflytningerne er overskygget af andre, mere dramatiske begivenheder under besættelsen, som for eksempel sabotageaktioner og stikkerlikvideringer. Desuden foregik overtagelserne af ejendommene under civiliserede forhold, påpeger han.

”Det er ganske rigtigt en af de største folkeflytninger i Danmark under besættelsen, men tyskerne kom ikke og tvang folk ud af deres hjem med bajonetter. Og folk fik betaling for deres ejendomme. De havde mulighed for at fortsætte deres liv et andet sted,” forklarer Jens Andersen.

Tvangsflytningerne var heller ikke nødvendigvis et stort samtaleemne i de berørte familier. Ruth Christensens mor, Elna Sophie Christensen, talte gerne om det. Det skete dog for det meste, når Ruth og hendes søskende spurgte. Faderen, derimod, var tavs.

”Jeg kan slet ikke mindes, at han nogensinde snakkede om det. Han har sikkert haft det skidt med det. Da krigen sluttede, var det dog, som om alle drog et lettelsens suk. Også mine forældre. Så ville de videre og ikke tale mere om det,” fortæller Ruth Christensen.

Fakta om udbygningen af Aalborg Lufthavn
Aalborg Lufthavn blev indviet i 1938 og dækkede 254 tønder land.

I 1940 udvidede den tyske besættelsesmagt området til 5000 tønder land, da de byggede den civile Aalborg Lufthavn om til militærlufthavnen Aalborg Fliegerhorst West.

I 2023 dækker den civile Aalborg Lufthavn og den militære lufthavn, Flyvestation Aalborg, tilsammen cirka 1900 tønder land. Flyvestation Aalborg er hjemsted for Air Transport Wing Aalborg, som opererer transport-, inspektions- og passagerfly samt et antal træningsfly. Derudover huser flyvestationen Jægerkorpset.

Staten ville beholde tyskernes militærlufthavn

Myndighederne i Danmark havde en langsigtet samfundsinteresse i lufthavnen, som tyskerne byggede ved Aalborg. Det viser et notat fra den daværende trafikminister.

Af Torben Haugaard Jensen

Stuehuset og laderne blev jævnet med jorden. Derefter dækkede tyskerne arealet med beton, som flyvemaskinerne kunne køre på. Anders Christian Peter Pedersens gård lå i vejen for den nye, store militærlufthavn, som besættelsesmagten var i færd med at anlægge. Derfor måtte gården væk.

Efter krigen ønskede Anders Christian Peter Pedersen ikke at gøre brug af sin ret til at søge om at købe grunden tilbage, hvor gården havde ligget; en ret, som alle grundejerne, der blev tvangsflyttet fra lufthavnsområdet, havde efter besættelsen.

Det ville ifølge hans søn, Jens Thorngaard Pedersen, heller ikke have givet nogen mening.

”Hvorfor skulle han bruge tid på det? Der var jo ikke noget at vende tilbage til. Desuden lå grunden inde midt på lufthavnsområdet, og der lå hangarer lige op ad. Myndighederne havde sikkert alligevel givet ham et afslag,” fortæller Jens Thorngaard Pedersen.

Et salg var betinget af, at den danske stat ikke selv skulle bruge ejendommen. Og det skulle den i flere tilfælde. For de statslige myndigheder havde en langsigtet samfundsmæssig interesse i den nye lufthavn. Det viser et tidligere fortroligt, ministerielt dokument.

Ingen landbrug i fremtiden

’Man bør Sikkert derfor fra Statens eller Kommunens Side i Tide sørge for at ekspropriere de inddragne Arealer, saaledes at Anlæggene kan blive af permanent Værdi for Samfundet.’

Det skrev erhvervsmanden Gunnar Larsen i et notat den 29. juli 1940. Larsen var nyudnævnt minister for offentlige arbejder, den daværende trafikministerpost, og havde lige besøgt Aalborg Lufthavn. Tyskerne var i fuld gang med at udbygge lufthavnen, som ifølge ministeren ville få værdi for Danmark på sigt. Derfor opfordrede han staten til at ekspropriere de ejendomme, som tyskerne havde overtaget i området.

Notatet viser, at de statslige myndighederne reelt ikke var interesseret i, at de tidligere beboere i området vendte tilbage. Det mener Jens Andersen, historiker og museumsleder ved Museum Hanstholm.

”Den tyske udvidelse af lufthavnen med blandt andet betonbaner kunne på et tidspunkt blive nyttig for dansk lufttrafik. Staten havde derfor ikke den store interesse i at genetablere landbrug i området. Det så man for alvor senere, da den kolde krig var startet. Da havde myndighederne brug for en lufthavn som den ved Aalborg,” forklarer Jens Andersen.

Gunnar Larsen havde som erhvervsmand naturligt blik for, hvad lufthavnsudvidelsen på sigt kunne betyde for dansk erhvervsliv og det danske samfund generelt. Det forklarer Peter Birkelund, tidligere arkivar og forsker ved Rigsarkivet. Han mener, at skødeklausulaftalerne mellem grundejerne og tyskerne viser statens langsigtede interesse.

”Staten var naturligvis ikke blind for de samfundsmæssige fordele, lufthavnen kunne have efter krigen. Derfor blev stort set alle ejendomsaftaler ved lufthavnen indgået som skødeklausulaftaler med den danske stat som den egentlige ejer. Staten lavede typisk denne type aftaler de steder, hvor tyskerne ville anlægge for eksempel betonbaner, og jorden derfor ikke kunne bruges til landbrug igen,” siger Peter Birkelund.

Staten kunne samtidig have haft sikkerhedsmæssige grunde til at lave skødeklausulaftalerne, mener Jens Andersen.

”Tyskerne havde jo overtaget et stort område, fordi det var vigtigt for dem at sikre området omkring flyvepladsen militært. Det kunne også være vigtigt for danskerne i en eventuel krigssituation,” fortæller Jens Andersen.

Ejendomme blev på statens hænder

Da tyskerne forlod Danmark i 1945, stod de danske myndigheder over for en kolossal opgave. Tyskerne havde overtaget huse og ejendomme i hele landet. Myndighederne skulle nu afgøre, om ejendommene skulle leveres tilbage til de oprindelige ejere eller overtages af staten.

Indenrigsministeriet nedsatte en kommission, som skulle behandle sagerne. Kommissionens medlemmer var blandt andre en kongeligt udpeget formand samt embedsmænd fra Indenrigsministeriet og amterne. Landinspektører, arkitekter og ingeniører bistod medlemmerne i arbejdet, som strakte sig over flere år.

I 1949 mødtes kommissionen for at diskutere, hvad der skulle ske med skødeklausulejendommene ved Aalborg Lufthavn. Hvem skulle tilbydes at købe sin ejendom tilbage, og hvem ikke? Hvilke ejendomme skulle inddrages under lufthavnen?

Da kommissionen skulle træffe afgørelser, viste statens interesse i lufthavnen sig tydeligt, mener Jens Andersen.

”Lufthavnen var nu engang bygget, og dele af den ville man gerne benytte fremover. Så var det oplagt, at den jord, som man ønskede at benytte, ikke blev solgt tilbage til de tidligere ejere. Det ændrer dog ikke på, at myndighederne fra starten af var opsat på at varetage de tvangsflyttede beboeres interesser,” forklarer Jens Andersen.

Forsøgte at hjælpe

Den danske stat ønskede ikke, at grundejerne led økonomisk afsavn, da de afgav deres ejendom til tyskerne. Allerede i april 1940 opfordrede Indenrigsministeriet landets amtmænd til at sikre, at folk blev kompenseret af tyskerne, så de kunne finde et nyt sted at bo.

”Den enkelte borger skulle ikke hæfte for, at Danmark var blevet besat. Myndighederne arbejdede for, at folk fik, hvad de havde ret til,” forklarer Jens Andersen og tilføjer: ”Men så heller ikke mere end det.”

Sagen var den, at myndighederne ændrede holdning til størrelsen på erstatningssummerne. Det skete, da de fandt ud af, at tyskerne tog pengene fra Danmarks Nationalbank. Derefter begyndte staten systematisk at vurdere beløbene.

”Tyskerne var ofte meget rundhåndede. Det var jo en gratis omgang for dem. Betalte de folk godt, gik overtagelsen af en ejendom som regel nemmere, end hvis ejerne kun modvilligt gik med til at leje deres ejendom ud. Staten var af økonomiske årsager ikke interesseret i, at overtagelserne blev for populære i befolkningen,” forklarer Jens Andersen.

Da den danske regering afbrød samarbejdet med besættelsesmagten i august 1943, blev tyskerne ved med at overtage ejendomme på egen hånd. Værnemagten kunne dog ikke selv administrere arbejdet. Derfor fortsatte staten med at vurdere erstatningsbeløbene, fortæller Jens Andersen.

”Myndighederne ville ikke miste indflydelsen totalt. Da tyskerne til sidst i krigen direkte beslaglægger dansk ejendom i stedet for at leje den, udskriver myndighederne reelt blankochecks,” siger Jens Andersen.

I alt udbetalte staten cirka 7.463.000 kroner i erstatning til beboerne, som blev tvangsflyttet fra lufthavnen.

Ingen konspirationer

Gunnar Larsens notat fra besøget på de danske flyvepladser i 1940 var først og fremmest fortroligt af militære årsager. Ministeren beskrev landingsbaner og barakker i Aalborg Lufthavn i detaljer. Han vurderede også, hvor stor en bemanding flyvepladsen kunne rumme.

De informationer måtte ikke slippe ud til englænderne, som jævnligt bombede lufthavnen på dette tidspunkt. Det mener Jens Andersen, som samtidig afviser, at der kunne ligge konspiratoriske overvejelser bag notatet. Havde staten ønsket en større lufthavn, kunne den have bygget den gennem en helt almindelig ekspropriation, påpeger han.

”Når tyskerne havde anlagt en stor, veludbygget lufthavn i Aalborg, begyndte den danske stat ikke uden videre at bygge en ny et andet sted. Man har tænkt, at man lige så godt kunne få det bedste ud af lufthavnen, når den nu engang var bygget,” siger Jens Andersen.

Notatet var også fortroligt, fordi ministerens overvejelser havde betydning for beboerne i de områder, hvor tyskerne udbyggede flyvepladser. Under alle omstændigheder ville det dog ikke have givet mening at indvie disse mennesker i overvejelserne, mener Jens Andersen.

”Planerne var meget langsigtede. Man kendte jo ikke fremtiden. Ville tyskerne vinde krigen eller ej? Og havde de i givet fald tænkt sig at forlade landet? Jeg tror heller ikke, at de lokale myndigheder overvejede, hvilken betydning lufthavnen kunne få på sigt,” fortæller Jens Andersen.

Jens Thorngaard Pedersen og hans familie var ikke bekendte med statens interesse i lufthavnen, da de blev bedt om at flytte i 1940. Ifølge Peter Birkelund kunne det dog ikke komme helt bag på beboerne, som blev tvangsflyttet fra området, at staten kunne finde på at beholde deres ejendomme.

”Skødeklausulaftalerne slog fast, at ejerne havde mulighed for at tilbagekøbe deres ejendomme, men kun under forudsætning af at staten ikke fortsat skulle bruge dem. Staten forsøgte dog ikke bevidst at føre ejerne bag lyset,” forklarer Peter Birkelund.

Tidligere beboere var hjemløse flere år efter krigen

Beboere fra området Ny Lindholm, som tyskerne inddrog under lufthavnen ved Aalborg under besættelsen, boede på skoler og i barakker indtil sidst i 1940’erne.

Af Torben Haugaard Jensen

Den 21. november 1946 kunne Christian Dahl ikke tie stille længere. I et harmdirrende debatindlæg, som i Aalborg Stiftstidende fik overskriften ”Staten har undladt at hjælpe de husvilde i Sundby-Hvorup”, skrev sognerådsformanden:

’Medens regeringen skjuler sig bag upersonlighedens dække, registrer vi daglig unges forhold, sådanne, der gik i hundene, fordi de manglede grundlaget for al opdragelse – en blot nogenlunde antagelig ramme for et hjemmeliv.’

Sognerådsformanden i den tidligere Sundby-Hvorup Kommune talte på vegne af de hjemløse, som boede i barakker, kældre, loftsrum og på skoler i kommunen. Især børnene.

Bolignøden var stor, fordi tusinder af danske arbejdere var strømmet til den fattige kommune i 1940. De skulle udbygge Aalborg Lufthavn for tyskerne. Mange bosatte sig permanent i kommunen.

Situationen forværredes, da tyskerne begyndte at overtage ejendomme på lufthavnsområdet og sætte beboerne fra hus og hjem. Ikke alle havde midler til at købe et hus eller en gård et andet sted. Det gjaldt navnlig lejerne, der arbejdede ved landbruget eller som tjenestefolk.

Efter krigen boede flere af de hjemløse stadig på skoler og i barakker. For staten havde travlt med at finde ud af, hvad der skulle ske med de mange huse og ejendomme, som tyskerne havde overtaget i hele landet. Arbejdet trak ud i flere år. Det forklarer Peter Birkelund, som er tidligere arkivar ved Rigsarkivet.

”Først i 1949 afgjorde de statslige myndigheder, om de tidligere beboere ved Aalborg Lufthavn skulle tilbydes at købe deres ejendomme tilbage, eller om staten skulle beholde ejendommene. De husvilde i Sundby-Hvorup Kommune var nogle af dem, som betalte prisen for, at arbejdet trak ud,” fortæller Peter Birkelund.

Uvished om ejendomsretten

Da Christian Dahl skrev debatindlægget i 1946, kendte han godt til skødeklausulaftalerne på ejendomme på lufthavnsområdet. 

I aftalerne stod der, at de tidligere ejere skulle tilbydes at købe deres ejendomme tilbage. Ønskede de at søge om tilbagekøb, skulle de give Indenrigsministeriet besked inden den 1. september 1945.

Der var imidlertid ingen garantier. For en forudsætning var, at staten ikke skulle bruge ejendommene, forklarer Peter Birkelund. 

”De tidligere ejere blev ikke automatisk tilbudt at købe deres ejendom tilbage, hvis de søgte om det. Ville staten beholde ejendommen, kunne den gøre det. Det skete i mange af boligsagerne i Aalborg, fordi staten ville bevare store dele af den omfangsrige lufthavn, som havde tyskerne bygget,” fortæller Peter Birkelund.

Christian Dahl forstod ikke, hvorfor staten var lang tid om at afgøre, om de tidligere ejere skulle tilbydes at købe ejendommene tilbage eller ej. Han skrev i sit indlæg:

’Denne ret har de nu haft i 1 ½ år, og endnu er der overhovedet ikke rørt ved denne sag! Det er fortvivlet nok, at sådanne klausuler i det uvisse skal lægge sin klamme hånd på en række beboelser, der så længe klausulen består, forringes fra dag til dag, hvor de simpelthen efterhånden forfalder indtil ubrugelighed.’

Familier stod uden tag over hovedet

Tyskernes gradvise udvidelse af lufthavnens areal betød, at flere og flere af egnens beboere måtte se sig om efter en anden bolig.

Sundby-Hvorup Kommune brugte under krigen omkring 100.000 kroner på at bygge barakker til de mennesker, som med kort varsel stod uden tag over hovedet og ikke havde råd til en ny bolig. Det afhjalp imidlertid ikke boligmanglen. Derfor tog kommunen for eksempel også klasseværelser og gymnastiksale på skoler i brug. Undervisningen blev indstillet i lange perioder.

Sognerådsformand Christian Dahl beskrev efter krigen udviklingen med disse ord:

’Familier stuvedes sammen, så vi var ved at fortvivle over vores egen adfærd. Men anden udvej gaves ikke – og stadig stod vi over for ny ekspropriationer og dermed ny invasion af husvilde.’

I maj 1943 var 54 husvilde familier allerede indlogeret i midlertidige boliger, da kommunen måtte tage imod yderligere 60 familier fra Ny Lindholm. Det førte til overbelægning på skoler og barakker.

Stadig husvilde efter krigen

Da Christian Dahl skrev sit debatindlæg, boede folk fortsat på skoler og i barakker.

Under krigen havde Sundby-Hvorup Kommune forsøgt at leve op til sin lovmæssige forpligtelse om at skaffe husly til husvilde, mente sognerådsformanden. Situationen var dog ekstraordinær på grund af tyskernes overtagelse af ejendommene i Ny Lindholm.

Da kommunen ikke kunne finde flere boliger, havde sognerådet bedt stiftsamtet om hjælp. Stiftsamtet forsøgte forgæves at få tyskerne til at hjælpe, og sagen røg derfor videre til Indenrigsministeriet.

Efter et afslag fra ministeriet lykkedes det i anden omgang sognerådet at få bevilliget et statstilskud på 9000 kroner for 1943-44 til at afhjælpe boligmanglen.

Beløbet var dog, til sognerådsformandens store fortrydelse, 3000 kroner lavere end forrige års tilskud. Og hele 33.000 kroner mindre end det tilskud, som kommunen fik i 1939-40. Det slog slet ikke til, mente han.

Boligselskab løste problemet

En løsning på boligproblemerne var dog på vej allerede under besættelsen. I oktober 1943 nedsatte Sundby-Hvorup Kommune et udvalg, som skulle forsøge at afhjælpe boligmanglen. Resultatet blev Sundby-Hvorup Boligselskab.

Boligselskabets første byggeri stod dog ikke klar før 1950. Det skyldtes mangel på materialer under krigen. Efterfølgende tog byggeriet imidlertid fart, og da boligselskabet i 1968 fejrede sit 25-års jubilæum, var boligsituationen betydeligt bedre.

Det fik Christian Dahl til at sende selskabets stiftere en venlig tanke i selskabets jubilæumsblad:

’Jeg tror, jeg har lov til at mene, at selskabets styrelse altid har haft det for øje, som var og er selskabets formål, at bygge alle de boliger, der kunne opnås tilladelse til, for derved at mindske den bolignød, der har været så følelig i de 25 år, selskabet har bestået.’

Tyskerne tømte en hel by

Beboerne ved Aalborg Lufthavn var ikke de eneste, som blev tvangsflyttet under krigen. I 1942 beordrede tyskerne alle Hanstholms indbyggere til at forlade den strategisk vigtige by.

Af Torben Haugaard Jensen

’De større børn sad i kulden på lastvognens åbne lad mellem møblerne. Børnene blev helt sorte i ansigterne af osen fra bilens generator. Lastvognen brød sammen undervejs, så alt måtte læsses over på en anden. Først 16 timer senere var familien fremme. De tog den første, den bedste barak på Lillehedenvej. Her fik de smidt nogle madrasser ind på gulvet i stuen, som de sov på den første nat.’

Sådan er nu afdøde Edith Mikkelsens tur fra Hanstholm til Hirtshals i starten af 1943 beskrevet i bogen Hanstholm – drømmen om en havn. Edith Mikkelsen var 12 år, da hun og familien flyttede. Hun var en af de 800 indbyggere, som tyskerne i 1942 tvang til at forlade Hanstholm, der dengang hed Hansted. Tallet svarer til alle byens indbyggere på dette tidspunkt.

Den danske stat eksproprierede indbyggernes huse og ejendomme. Årsagen var blandt andet, at tyskernes byggeaktiviteter i området sandsynligvis ville medføre store skader, som rent administrativt ville blive meget arbejdstunge at opgøre. Det forklarer Jens Andersen, historiker og museumsinspektør ved Museum Thy i Hanstholm.

”Det var enklere, at staten købte jorden, i stedet for at folk lejede den ud til tyskerne og efterfølgende skulle have erstatning fra staten for de skader, der var sket. Det spillede også ind, at staten i forvejen ejede store områder ved Hanstholm, som var blevet eksproprieret ved anlæggelsen af havnen,” siger Jens Andersen.

Tvangsflyttet af frygt for belejring

I 1942 vurderede den tyske besættelsesmagt, at et angreb på den danske vestkyst var overvejende sandsynligt, og at kanonerne ved Hanstholm var mest udsatte. Den tyske hær havde hænderne fulde på Østfronten i kampen mod Sovjetunionen. Samtidig var USA trådt ind i krigen på de allieredes side. Tyskerne frygtede derfor, at de allierede skulle se deres snit til at angribe og belejre Hanstholm og potentielt spærre lokalbefolkningen inde sammen med den tyske hær. 

Hanstholms beliggenhed gjorde byen til en central del af ”Atlantvolden”, som tyskerne opførte langs Vesteuropas kyster for at forhindre allierede landgangsforsøg. Ved at besætte Hanstholm i 1940 kunne tyskerne afspærre indsejlingen til Skagerrak og kontrollere farvandet.

Tyskerne planlagde allerede i sommeren 1942 at tvangsflytte samtlige indbyggere i Hanstholm, fordi de ville forstærke forsvaret af kanonstillingerne. Det lykkedes dog i første omgang de danske myndigheder at afværge tvangsflytningen med en plan, som tyskerne accepterede.

Ifølge planen skulle holmboerne kun evakueres ved alarm. Indbyggerne kunne blive i deres huse, indtil alarmen lød. Derefter skulle de være ude i løbet af en time. Myndighederne arrangerede desuden busser og lastbiler, som kunne fragte beboerne i sikkerhed.

I november 1942 var presset på den tyske hær imidlertid vokset. Tyskerne beordrede derfor en total evakuering af civilbefolkningen i Hanstholm inden et eventuelt angreb.

Ingen penge til nye boliger

Tyskerne ønskede, at den danske stat eksproprierede husene i Hanstholm og stillede dem til rådighed for besættelsesmagten. På den måde undgik de at forhandle med grundejerne, hver gang de ville ombygge eller rive en bolig ned.

Det var staten med på. Ligesom beboerne ved Aalborg Lufthavn fik grundejerne i Hanstholm derfor udbetalt deres ejendoms fulde værdi, så de havde midler til at finde et nyt sted at bo.

En stor del af indbyggerne i Hanstholm var imidlertid lejere, der ikke ejede deres jord ligesom beboerne ved lufthavnen, som primært var landmænd. De var håndværkere og arbejdere, som var beskæftiget på havnen. De havde ikke meget kapital til en ny bolig.

Oven i det hele var boligmanglen stor på landsplan. Det skyldtes, at al byggeri var gået i stå under krigen. I området omkring Hanstholm manglede der især boliger på grund af tyskernes byggeaktiviteter, som tiltrak arbejdere fra hele landet, der skulle indkvarteres.

Staten endte med at spille en langt mere aktiv rolle i genhusningen af de tvangsflyttede mennesker i Hanstholm, end den havde gjort i Aalborg. Størstedelen af de tidligere beboere ved lufthavnen måtte selv finde tag over hovedet.

”Myndighederne følte sig forpligtet til at genhuse de beboere, som ikke selv kunne finde noget at bo i. Den danske stat havde jo ikke været i stand til at beskytte folk mod at blive tvangsflyttet,” fortæller Jens Andersen. 

Flyttet til baraklejre

Staten opførte i hast barakker til en del af de tvangsflyttede beboere, primært lejerne. Myndighederne i Hanstholm med amtmand Hans Egedorf i spidsen ønskede så vidt muligt at genhuse beboerne i nærområdet. Barakkerne blev derfor bygget i de nærliggende landsbyer Ræhr og Nytorp samt i Hirtshals, hvor mange af Hanstholms fiskere flyttede til på grund af havnen.

Flere af barakkerne var ufærdige, da holmboerne flyttede ind. Nu afdøde Rigmor Lynges første indtryk af barakkerne i Hirtshals er gengivet i bogen Hanstholm. Drømmen om en havn og lyder:

’Det var en skuffelse. De var helt snavsede indvendigt. Det så farligt ud, og der var hverken lys eller vand, som de ellers havde lovet os, men det kom senere. Det værste ved det var, hvis vi var på besøg hos nogle Hirtshals-familier, som havde et smukt hjem og hvidtet loft, og vi så kom hjem til barakken, og så på vores trælofter; de var også hvidtede, men det skallede af. Men bare vi besøgte hinanden, hvor de havde det samme som os, var det knapt så svært.’

Genhusningen førte til stridigheder mellem holmboerne og myndighederne. Amtmand Hans Egedorf mente, at staten i princippet kun var forpligtet til at finde en bolig til de tidligere lejere. Husejerne havde fået udbetalt købssummen på deres huse og måtte selv skaffe sig et sted at bo, lød amtmandens argument. På grund af boligmanglen blev husejerne dog også tilbudt at leje sig ind i barakkerne.

Flere af holmboere blev boende i barakkerne nogle år efter krigen. I Hirtshals boede der endog folk i enkelte af barakkerne flere årtier efter krigen.

Den danske stats samlede udgifter ved evakueringen var knap 2,9 millioner kroner for ejendomskøb, erstatninger og flytteudgifter. Oveni kom udgifterne til opførelse af evakueringslejre, som løb op i 877.950 kroner. Staten hentede dog en del af udgifterne hjem igen gennem husleje.

Staten ville ikke sælge husene tilbage

Efter krigen fjernede det danske forsvar det meste af forsvarsanlægget i Hanstholm. Kanonerne blev flyttet bort eller skrottet på stedet. Forsvaret havde ingen interesse i at spærre indsejlingen til Skagerrak. 

Staten igangsatte en omfattende renovering af Hanstholms ejendomme. Nogle af de tidligere indbyggere flyttede tilbage i deres huse. Almindelige mennesker fik dog ikke lov at købe deres huse tilbage. Det forklarede afdøde Kamma Jeppesen, som oplevede tvangsflytningen, i et interview i 2009.

”Dem ville staten beholde. Der var ingen, der måtte spekulere i Hanstholm. Ikke andre end staten i hvert fald,” siger Kamma Jeppesen.

Måske havde Kamma Jeppesen ret. For staten eksproprierede ikke kun ejendommene for at undgå potentielt at skulle udbetale store erstatninger til folk, som havde lejet deres huse ud til tyskerne. De statslige myndigheder forventede også, at ejendommene blev penge værd i takt med udviklingen af Hanstholm Havn. Ejendomsspekulation i civilbefolkningen måtte derfor undgås.

Modsat flere af de tidligere beboere ved Aalborg Lufthavn fik holmboerne derfor ikke mulighed for at købe deres ejendomme tilbage efter krigen. En klausul betød, at de tidligere ejere kun kunne leje sig ind i husene, ikke købe dem tilbage fra staten.

Først sidst i 1980’erne besluttede Trafikministeriet, at husene i Hanstholm skulle sættes til salg, når lejerne opsagde deres lejemål. I 2002 kom der for alvor gang i salget, da Trafikministeriet solgte ejendommene til Hanstholm Kommune. Kommunen kunne derefter sælge ejendommene videre til de beboere, der sad til leje i husene.

Hanstholms indbyggere havde vanskeligt ved at forstå, at staten sad på ejendomsretten så længe. Jens Andersen har et bud på hvorfor.

”Måske forventede staten, at havnebyggeriet, som trak ud i årevis og først for alvor kom i gang i 1960’erne, på sigt ville få grundpriserne til at stige. Jo længere tid staten ventede, desto flere penge ville den få i statskassen ved et salg,” forklarer Jens Andersen.